Vælg en side

kan-sjælen-følge-medFor mange – mange  år siden var der nogle hvide mænd, der ville udforske det endnu meget “ukendte Afrika”. De ankom til en by, hvor de tog kontakt til en “formand” der kunne samle nogle indfødte til at være bærere til rejsen. På den angivne dag – tidligt om morgenen – mødte manden op med 20 bærere, der tog fat på den medbragte bagage – noget båret på deres egen krop – noget anbragt på nogle dertil indrettede bæreredskaber – og rejsen ind i det dybe Afrika begyndte…

Bærerne gik gennem urskoven i et stille og roligt tempo – FOR stille for de hvide mænd, så de gav formanden besked på, at de skulle gå HURTIGERE. Tempoet blev sat lidt op – men kort efter igen nede i et roligt niveau. Den hvide mand blev vred – skældte formanden ud – og sagde ham: “HURTIGERE – HURTIGERE… vi har ikke hele livet til denne rejse”. Atter skyndte formanden på bærerne – og atter gik tempoet lidt op – og så ned igen. Den hvide mand skældte ud: “De er alle fysisk store og stærke – de kan sagtens gå hurtigere”. Næste morgen TIDLIGT begyndte rejsen igen og bærerne puklede – masede og slæbte dagen igennem: “HURTIGERE – HURTIGERE” lød det konstant gennem junglen. Trætte – stressede og udmattede sank de sammen om aftenen.  På 3. Dagen blev det på samme måde – vrede – udskældning – HURTIGERE – HURTIGERE – samme måde på 4.dagen: “HURTIGERE – HURTIGERE”.
På 5.dagen, da de hvide mænd kom ud af deres telte, sad alle bærerne på jorden under et stort træ. Al bagagen lå rundt omkring dem. “HVORFOR er de ikke KLAR til at gå videre NU” – råbte den hvide mand arrigt til formanden – vi skal af sted NU – HURTIGT”.

Læs dette indlæg: Min definition af selvomsorg.

Formanden så på ham og svarede stille:
“De går ikke videre i dag! De siger, de har ikke fået deres sjæl med – og de venter på, at den også skal nå hertil. Når deres sjæl er kommet, går de videre – i et tempo hvor sjælen kan følge med.”